BK Olympia – FC Sydhavnen

Lørdag den 28. marts blev forårssæsonen skudt i gang på udebane mod BK Olympia. I efterårssæsonen var Olympia også vores første modstander, og der sluttede kampen 2-2.

Som optakt til kampen havde vi leveret nogle gode træningskampe, og nogle gode træningspas, og der har været god kamp om pladserne frem mod sæsonstart.

Til sæsonpremieren havde trænerteamet fundet frem til følgende startopstilling baseret på træningsfremmøde, præstation til træning, samt præstationer i træningskampene:

Claus

HC   Troels   Nikolaj   Marlon

Broder

Ulrik                Søren

Mikkel

Jeppe          Kasper B.

Bænk: Magnus, Kasper Rønn (100-kamps jubilar) & Efkan.

De positive spillemæssige takter, samt organisationen rent defensivt var dog svær at få øje på i kampens indledning og generelt i 1. halvleg. Vi kommer ikke specielt godt i gang med kampen – om det skyldes premiere-nerver ved jeg ikke – men et faktum var, at vi ikke var gode nok til at holde fast i kuglen og ej heller til at organiserer vores eget pres.

Det tager ikke Olympia mange minutter at bringe sig foran i en situation, hvor vi slet ikke får lagt pres på boldholder ved et indlæg, og i feltet står vi og kigger fodbold, 1-0. En skidt scoring at indkassere.

Vi kommer dog relativt hurtigt tilbage i opgøret med en udligning, da debutant, Kasper B., bliver sendt afsted i dybden. Han brænder i første omgang, men heldigvis kan Mikkel sparke riposten i kassen. Dermed holder Mikkel fast i det gode scoringssnit han har vist i træningskampene.

Efter en god halv times spil kommer vi lidt ufortjent foran 2-1 efter et hjørnespark, hvor Søren med en skarp bold finder en umarkeret Troels, der pander bolden i kassen.

Stillingen holder til pausen, hvilket er det vi kan være mest tilfredse med efter 1. halvleg for spillemæssigt var det absolut ikke godt nok.

I starten af 2. halvleg bliver Magnus, Kasper R. og Efkan alle sat på banen. Det giver os et løft både defensivt og offensivt. Vi står bedre på banen, og er meget mere spilstyrende. Det kniber dog med at spille os frem til de helt åbne chancer. Midtvejs i 2. halvleg får vi en gylden chance for at lukke kampen, da Jeppe indenfor få minutter 2 gange bliver sparket ned, med gult kort til følge begge gange. (Den ene gang burde den dog have været rød).

Det gav os et overtal mod 9-10 mand i 10 minutter. Vi har tilløb til flere store chancer, men er simpelthen ikke skarpe nok i og omkring feltet.

I stedet, så bliver Olympia fuldtallig og med 5 minutter igen slår de et indlæg, der fører til en kæmpe omgang klumpspil, og til sidst havner bolden i netmaskerne til slutresultatet, 2-2.

Baseret på alle 90 minutter er det vel nok et fortjent resultat, da hvert hold var bedst i hver sin halvleg. Men vi havde alle muligheder for at lukke kampen i 2. halvleg, og det burde vi have gjort.

På positivsiden, så fik vi rettet lidt på tingene i pausen, og 2. halvleg var trods alt bedre end første, hvor vi ikke så særlig godt ud.

Slutresultat

2-2 (1-2)

Målscorere

Mikkel 1 & Troels 1.

Assists

Kasper B. 1 & Søren 1.

Kampens Spiller

Jeppe & Kasper Rønn.

Jeppe slås som en kriger oppe foran, og gør ondt på Olympia-forsvaret, som må sparke ham ned for at stoppe ham.

Kasper Rønn kommer ind og binder vores spil rigtig godt sammen i 2. halvleg.

Fortjent med 4 stemmer til hver.

Kvaje-Ib

Marlon

Der var ikke udpræget mange kandidater, så den gik til Marlon for et omkast i kampens døende minutter.