FA 2000 – FC Sydhavnen 2

2’eren åbnede sæsonen med en 3-1 sejr.

Søndag formiddag åbnede 2’eren sæsonen på udebane mod FA 2000 på kunst på Frederiksberg Stadion. Vejret viste sig fra sin gode side, og det betød at det var en yderst varm omgang for spillerne, og begge holds spillere led lidt i varmen…Derfor var det også vigtigt, at vi holdt os til planen, nemlig at spille hurtig fodbold, hvor modstanderen kunne få lov til at løbe efter bolden. Især, da vi hurtigt kunne gennemskue, at dagens modstander absolut ikke var i topform.

Derfor var det også frustrerende at se, hvor mange afgørende afleveringer vi forsøgte at spille i første halvleg. Det betød, at vi tabte bolden og selv skulle bruge energi på at løbe efter bolden i stedet.

Halvlegen var rimelig chancefattig, men kort før slutfløjt får vi endelig vist den fornødne tålmodighed og klogskab, da vi spiller bredt i højre side, hvor Anders bryder igennem, slår en flad bold ind i feltet, som Rygeren lægger tilrette for Krølle, 0-1, og flot mål.

I pausen har vi fokus på hvordan vi skal gribe spillet an – og netop spille spillet, frem for at søge den afgørende vinderaflevering.

Men men – meget bedre bliver det ikke. Vi har helt sikkert fornemmelsen af at vi er bedst, men med en etmåls-føring kan det hurtigt vende, og det gør det. Efter godt 65 minutter kanonerer FA 2000 den i mål fra kanten af feltet, og 1-1.

I den lille indlagte vandpause fremhæver vi igen de samme ting – denne gang med bedre virkning. Robben viser sine gennembrudsevner efter et godt opspil i højresiden, sparker på kassen, men bliver pareret. Heldigvis er Rygeren hurtigt over riposten, 1-2.

Kort efter har FA 2000 en gylden chance for at udligne, da vi ser passive ud, men Samie disker op med en meget vigtig redning. Klasse!

Med ti minutter igen lukker vi kampen, da Robben har et nyt gennembrud, og finder Bruhn, som lukker kampen med sin scoring til 1-3.

Mod slutningen disker Samie op med en ny god redning, og derfor slutter kampen med en 3-1 sejr og 3 point. Sejr og 3 point er vi tilfredse med, men spillet skal forbedres på tirsdag, hvor næste kamp venter.

Slutresultat: 1-3 (0-1)

Målscorere: Krølle 1, Ryger 1 og Bruhn 1.

Assists: Robben 2 og Ryger 1.

Kampens Spiller: Samie

Generelt en sikker og stabil indsats, som blev krydret med to meget vigtige redninger i de sidste 20 minutter – stærkt!

Kvaje-Ib: Robben

Denne havde kaptajn-Jon æren af at uddele og i dag tilfaldt den Robben for et ’lidt’ dumt gult kort. Det er ellers yderst sjældent at han får disse! ☺