FC SYDHAVNEN – FC CULPA

Jeppe’s skarphed sikrede os 3 point på en ellers dårlig dag.


Lørdag den 1. april blev sæsonen omsider sparket i gang på ny. Det er dagen, som vi træner hen imod hele vinteren og dagen, som vi i allerhøjeste grad ser frem til.
Det kunne på ingen måde ses i kampens første 45 minutter. Vores intention om at lægge et godt og hårdt pres på Culpa lykkes på ingen måde. I stedet er det Culpa, som lægger os under pres. I opspillet er vi for paniske/urolige/usikre. Vi mangler bevægelse, og skarphed i berøringer og pasninger. Det betyder mange boldtab og rigtig meget arbejde uden bold. Men her hænger vi heller ikke sammen, og er for nemme at spille igennem både centralt og på siderne. Alt i alt en rigtig ringe 1. halvleg.
Utroligt nok lykkedes det os, at komme foran allerede efter et par minutter, da Michael slår en god dyb bold til Jeppe, som på kanten af offside stikker dybt. Jeppe får sat en rigtig god førsteberøring på, skærer ind mod mål, og lægger bolden køligt under keeperen, 1-0.
Claus har stået en glimrende 1. halvleg og haft flere gode aktioner, men i de sidste minutter går han desværre lidt galt af et langt indlæg i feltet, som bliver taget i vinden og snyder ham, og går i kassen, 1-1, som også var pausestillingen.
I pausen bliver vi enige om, at komme ud til 2. halvleg med et helt andet udtryk. Både offensivt og defensivt kan og skal vi forbedre os på ALLE parametre, da 1. halvleg havde været langt under niveau.
Efter pausen bliver det bedre, selvom vi på ingen måde er storspillende. Men Jeppe’s skarphed redder os på dagen, da han sparker alt ind. Vi får slået en god diagonalbold ud til Søren, som er søgt ud i venstre side. Herfra slår Søren en skarp og flad bold ind i feltet, som Jeppe smider i kassen ved hjælp af stolpen, 2-1.
Jeppe får også lavet hattrick, da han timer sit løb perfekt på et frispark. Kasper slår bolden ind i det rette område, og Jeppe sætter panden på, inden keeperen mistimer., 3-1.
I slutfasen smider Culpa det hele frem, og vi får fanget dem i en omstilling, hvor vi er i stort overtal. Marlon kan frit vælge hvem han vil lægge op til, og valget falder på Troels, som sparker kuglen i nettet, 4-1.

Slutresultat: 4-1 (1-1)
Målscorere: Jeppe 3 og Troels 1.
Assists: Michael 1, Søren 1, Kasper 1 og Marlon 1.

Kampens spiller: Jeppe
Ingen tvivl!! 3 kasser og utrolig skarp og afgørende foran mål. Tilmed en sædvanlig kriger-indsats ude på banen – klasse!!
Stemmerne: Jeppe 10 – Claus 4 – Broder 1 – Metz 1.

Plus: At vi vinder på en dårlig dag. At vi hæver vores niveau i løbet af kampen (næsten også umuligt at undgå). At Jeppe udviser stor skarphed foran kassen. At vi har Claus tilbage i målet, som skaber ro og tryghed på kassen – på trods af en lille svipser.

Minus: Hele vores 1. halvleg – den type indsats kan vi ikke være bekendt. Vores organisation uden bold skal være bedre. Vores omgang med bolden skal ligeledes forbedres.

Kvaje-Ib: Claus
Der var vel ikke så mange kandidater på dagen? Så Claus’ ene svipser blev dyr på øl-kontoen.