FC Sydhavnen – SSB

Vi skulle have lukket kampen i 1. halvleg.
Mandag aften tog vi imod SSB i den anden af vores tre udsatte kampe. Med kickoff kl. 19:45 en mandag aften, så frygtede undertegnede at den normale mandags-træthed ville få negativ indflydelse på aftenens præstation.

Men allerede under opvarmningen kunne denne bekymring pakkes langt væk. Der var fart, tempo, lyd og kvalitet i spillet, og vi virkede oplagte til kamp.
Vi sætter os fuldstændig på spillet, tager initiativet, presser SSB og er på bolden langt størstedelen af tiden. Chancerne tilfalder også FCS i kampens indledning, men der mangler skarphed på den sidste tredjedel af banen – det gælder både i den sidste afgørende aflevering, og i afslutningerne.
Men efter en god halv times spil kommer vi fortjent foran 1-0. Vi bygger spillet rigtig godt op i venstre side – bolden spilles ind på Jeppe, alt imens Marlon tager et godt løb i dybden. Jeppe får styret bolden i Marlon’s retning, og Marlon putter den i kassen, 1-0.
Dominansen fortsætter halvlegen ud, og ved pausen kan jeg kun rose drengene for den energi vi har lagt for dagen. Vi får skabt chancerne, meeeeeen vi mangler at lukke kampen.
2. halvleg bliver en helt anden fodboldkamp. Vi genfinder aldrig samme ro på bolden. SSB går ganske vist lidt højere på os, men vores bevægelighed er ikke længere ligeså god. Vi er ikke så spilbare, og dermed heller ikke så boldfaste.
Alligevel bør vi lukke kampen, da både Krølle og Jeppe har to friløbere, som vi bør lukke kampen på. Men herefter lykkes SSB med at presse sig til initiativet i kampen, alt imens vi prøver at finde fodfæste efter at have tabt spildominansen.
Efter godt 70 minutters spil får SSB udlignet efter en rigtig dum og unødvendig situation. Vi smider bolden unødvendigt væk, og da SSB spiller hurtigt fremad, så bliver vi fanget i en omstilling. Metz bliver fanget på den forkerte side af sin mand, og taber en duel han vinder klart de fleste gange. Claus regner også med, at Metz vinder den og får derfor placeret sig lidt forkert i målet, og vupti, så er chancen åben for SSB-angriberen, 1-1.
Herefter presser SSB på for sejren, alt imens vi lever mere på omstillinger. Der er chancer i begge ender, men ingen af de to hold er skarpe i de afgørende situationer. Vi må rose Claus for en stærk fodparade i kampens slutfase.
Et ærgerligt pointtab. Vi ejer hele 1. halvleg, og skal lukke kampen fuldstændig. Vi får også investeret rigtig meget i 1. halvleg, så da den ikke bliver lukket, så kan trætheden mærkes i 2. halvleg. Men men – vi kan og skal stadig stille større krav til vores evner på bolden – trods træthed. Vi får tabt den for nemt og lader os presse for meget, og til sidst så kostede det, at vi ikke kunne fastholde initiativet/bolden.
Vi må op på hesten og videre i teksten – Der venter mange kampen endnu, og vi skal vinde dem alle.
Slutresultat: 1-1 (1-0)
Målscorere: Marlon 1.
Assists: Jeppe 1.
Kampens Spiller: Serkan
Serkan’s bedste kamp i meget lang tid. Det var en ren energi-udladning hele 1. halvleg, hvor han røg ind i rigtig mange dueller, og stort set vandt dem alle. Tilmed rigtig god på bolden, og en fornøjelse at se den tænding.
Stemmer: Serkan 5 – Claus 4 – Michael 2 – Søren 2 – Marlon 2 – Troels 1.
Kvaje-Ib: Metz
Trods mange store afbrændere, så gik den til Metz. Først et skidt boldtab og dernæst taber han duellen, der fører til målet. Heldigvis er Metz rigtig selvkritisk og god til at erkende egne fejl, så jeg ved, at han vil være ekstra tændt på at yde en stærk kamp næste gang.