Klubbens historie

Fusionen

Årsagen til de 2 hæderkronede Sydhavns klubber henholdsvis Boldklubben Alfa 75 og Boldklubben Syd-Vest besluttede at fusionere var ganske enkel. Alfa 75 bestod udelukkende af seniorer og Boldklubben Syd-Vest af oldboys- og veteranspillere. Så for dels at skabe en ’hel’ klub og ligeledes, at få et solidt fundament til fremtidige aktiviteter på både den sportslige og sociale front lå fusionen lige for døren.

Begge klubbers medlemmer havde på forhånd et godt kendskab til hinanden qua mange indbyrdes fodboldkampe samt sociale aktiviteter så som rejser og fester. Så en sammensmeltning af de 2 klubber var også for medlemmerne et ganske naturlig tiltag. Selve fusionen fandt sted ved stiftende generalforsamling den 26. januar 2005 og blev enstemmigt vedtaget af fremmødte medlemmer.

Forhistorie

Boldklubben Alfa 75 blev stiftet 11. november 1975 og Boldklubben Syd-Vest den 24. november i 1962. Begge klubber har altid været hjemmehørende i Københavns Sydhavn og spillet vores kampe i Valby Idrætspark.

Før fusionen spillede både Alfa 75 og Boldklubben Syd-Vest i DAI regi og opnåede mange flotte resultater bl.a. flere 1. pladser. Dette både i Pokalturneringen, Kbh.-Kredsens ordinære turnering, Kbh.-Kredsmesterskabet og DAI Forbundsmesterskabet.

Således vandt Alfa 75 hele 5 DAI Pokalmesterskaber, 1 DAI Forbundsmesterskab og 1 DAI Kbh.-Kredsmesterskab.

Boldklubben Syd-Vest vandt 5 DAI Pokalmesterskaber, 5 DAI Forbundsmesterskaber og 6 DAI Kbh.-Kredsmesterskaber.

Vi har ligeledes gennem årene, ved fodboldstævner i det store udland, opnået flotte placeringer. Den største triumf for Boldklubben Syd-Vest i det store udland var, da klubben 3 år i træk i perioden 1989-90-91 vandt Hamburg SV’s store internationale stævne (36 deltagende klubber) og hjemtog den store eftertragtede pokal til ejendom. Siden blev klubben ikke inviteret til stævnet!

Da Alfa 75 i 2002 søgte nye udfordringer i KBU regi startede klubben i Serie 3 og efter blot 2 år præsterede klubben, at rykke op i Serie 2.

Begge klubbers 1. holds-, oldboys- og veteranspillere har adskillige gange på bedste vis repræsenteret klubberne på DAIs udvalgte hold på rejser i ind- og udland.