Tilbageblik på 1. holdets første 7 kampe i serie-2.

Så er det blevet tid til at se tilbage på en noget blandet start på sæsonen.

FC Sydhavnen – Valby BK
Pointdeling i lokalopgør.
I premieren tog vi imod vores gamle rivaler fra Valby BK hjemme på kunsten.
Det blev en kamp, hvor vi var dominerende i 1. halvleg, men vi formåede ikke at omsætte det til mål, og måtte gå til pausen med 0-0. Føringsmålet skulle dog komme tidligt i 2. halvleg, da vi blev tildelt et straffespark, som Søren sikker sparkede ind, 1-0.
Derfra stoppede vi lidt med at spille og Valby fik betydeligt mere initiativ i kampen, og bare 7 minutter senere kunne Valby udligne. Objektivt et rigtig flot mål, men det sker kun fordi, at vi tillader spil ind igennem midten, som ikke må eller skal ske, 1-1.
Herefter skulle man tro, at vi bare ville gribe teten igen, men det var pludselig ikke så nemt. Valby havde også fået smag for at spille bold, og det var nu en meget åben kamp, så kunne gå begge veje. Derfor var det vel heller ikke helt ufortjent, at kampen endte med en pointdeling til sidst.
Positivt: At vi får det ene point med hjem. Sidst vi rykkede ud af rækken tabte vi denne type kampe i de døende minutter. Positivt er det også, at jeg føler at vi er et bedre mandskab end Valby BK, og set over en hel sæson skal vi slutte over dem.
Negativt: At vi fuldstændig overlader initiativet, da vi kommer foran 1-0. Vi tilbyder og tillader Valby, at komme tilbage, og det koster ret beset 2 point.
Slutresultat: 1-1 (0-0)
Målscorere: Søren 1.
Kampens spiller: Silva
Silva spillede en god kamp på højre wingback, hvor han spillede med stor energi og løbevillighed, som var medvirkende til at vores højre side var mere velspillende og dynamisk end vores venstre side.
Stemmer: Silva 5 – Jeppe 3 – Søren 3 – Yassin 1 – Børge 1 – Brodersen 1 – Claus 1 – Anders Schön 1.
FC Sydhavnen – VLI
Ny pointdeling i tæt opgør.
Nogle få dage senere skulle vi på ny i kamp, da vi tog imod VLI, som vi ikke har været i række med de sidste mange år. Heldigvis havde undertegnede og Erik Anthon været ude og scoute på VLI i deres sæsonpremiere, så vi følte os alligevel ganske godt forberedt.
Selve kampe får egentlig et lidt underligt forløb, idet vi får en rigtig fin start og er fuldstændig dominerende i de første 15 minutter – dog uden at få scoret. Men derefter så tager VLI over og sidder fuldstændig på de sidste 30 minutter af 1. halvleg, og da vi går til pausen er vi bagud 0-1 på et lidt heldigt mål, da det er et kikset indlæg, som tager en perfekt bue over i det lange hjørne. Ikke desto mindre, så var det fortjent set på spil og chancer i de første 45 minutter.
I pausen får vi rusket op i os selv, og kommer bedre ud til 2. halvleg. Vi sender Justin på banen, som fra første sekund gør ondt på vores modstander og er en evig uro resten af kampen.
Vi finder samtidig tilbage til dominansen i spillet, og efter 65 minutters spil giver det afkast, da indskiftede Krølle spiller Jeppe i dybden. En hårdt presset Jeppe sender en knaldhård afslutning over i det lange hjørne, 1-1. Godt sparket ind.!
Ligesom i Valby-kampen få dage forinden, så er det en kamp som kan gå begge veje, men til allersidst i kampen har VLI en kæmpe chance fra få meters afstand, men her kommer Brodersen’s kilo ham tilgode, da han får kroppen i vejen inde på stregen, som sikrer os slutresultatet og det ene point.
Positivt: Det er positivt, at vi kæmper os forbi den dårlige periode i kampen, udviser god moral og får kæmpet os tilbage til det ene point. Justin’s indhop bragte os en masse offensivt og det var godt at Jeppe fik sparket den første kasse ind i denne sæson.
Negativt: At vi fuldstændig slipper taget efter 15 minutters spil og er helt væk i 30 minutter.
Slutresultat: 1-1 (0-1)
Målscorere: Jeppe 1.
Assists: Krølle 1.
Kampens Spiller: Brodersen
Brodersen havde en meget vigtig aktion i de døende minutter, men spillede derudover en god kamp med god lyd, overblik og overskud.
Stemmer: Brodersen 7 – Metz 4 – Jeppe 4 – Sølyst 1 – Justin 1.
FC Nyhavn – FC Sydhavnen
En skidt dag ’på kontoret’.
Denne udekamp mod Nyhavn er absolut ikke en kamp, som undertegnede husker tilbage på med glæde. Dels fordi vi fortjent tabte 2-0, men så sandelig også fordi den bød på nogle skademæssige udfordringer, som har drillet os senere hen.
Vi får den værst tænkelige start, da vi er bagud allerede efter 90 sekunders spil. Vi får dog rystet scoringen af os, og prøver at kæmpe os tilbage i kampen. Men på dagen lykkes vi ikke med vores gameplan. Vi havde en plan om at gå ud og lægge et højt pres på Nyhavn, men det vi forsøger at foretage os er for uafstemt, og det gør at vores organisation ikke hænger ordentligt sammen.
Spillemæssigt mangler vi kvalitet og idé i vores opspil, som gør at vi reelt set kun er farlige på lange bolde.
Midtvejs i 1. halvleg kommer vi bagud 2-0, da Metz i to omgange ikke får clearet ordentligt og efterfølgende sparker en Nyhavn-spiller den pænt i kassen.
Umiddelbart før pausefløjtet får vi alletiders mulighed for at komme tilbage i opgøret, da Jeppe får tilkæmpet sig et straffespark. Desværre sparker Søren over mål, og dermed virker det som en ekstra mavepuster, da vi lige havde håbet og forventet at komme tilbage på 2-1.
2. halvleg er der ikke meget at sige om. Serkan var allerede gået knæskadet fra banen i 1. halvleg, og i 2. halvleg må Troels forlade banen med knæproblemer. Jon får et slemt vrid i knæet og er formentlig ude resten af året – kort og godt noget værre LORT.
Drengene kæmper derinde, men vi er aldrig tæt på at komme tilbage i kampen, og vi taber fortjent.
Positivt: Uha, det er svært at finde denne dag. Men drengene skal roses for at kæmpe videre til trods for at vi er nede 0-2, og er hårdt ramt skadesmæssigt og er løbet tør for udskiftere af samme årsag.
Negativt: Vi formår ikke at følge den plan vi har lagt – folk er ikke klar på deres opgaver oppe i hovedet, og så er det umuligt. Derudover mangler vi idé og kvalitet i vores spil med bolden. Sidst men ikke mindst mængden af skader.
Slutresultat: 2-0 (2-0)
Kampens spiller: Brodersen
Igen spiller Brodersen en stærk kamp, hvor han udviser lyd, overblik og overskud, og på den måde forsøger at gøre sine medspillere bedre, samtidig med at han vinder langt størstedelen af egne dueller.
Stemmer: Brodersen 6 – Claus 4 – Jon 2 – Ødum 2 – Krølle 1 – Silva 1 – Michael 1.
FC Randoms – FC Sydhavnen
Den kamp måtte vi ikke tabe.
Foran 2-1 ved pausen og det bedste hold på banen, så er det bare ikke godt nok, at vi smider det væk og taber 2-3 til en af vores direkte konkurrenter i den nederste halvdel af rækken.
Vi får ikke den bedste start på kampen, da vi relativt tidligt kommer bagud 1-0, men vi bevarer roen i spillet, styrer spillet og får tilkæmpet os et straffespark, som Troels sikkert sparker ind til 1-1.
Yassin får scoret sæsonens første kasse, da han udnytter et langt udspark fra Claus, og får lagt bolden i kassen til pauseføring. Vi har været dominerende på bolden, spillet god fodbold og gjort rigtig mange ting rigtigt i 1. halvleg, og der er enighed om at vi skal ind og fortætte samme takter.
Men men men – det formår vi slet ikke at gøre. Vi mangler ro og overskud, og Randoms æder sig ind i opgøret og får scoret til både 2-2 og 3-2, hvilket gør at vi må gå fra kampen uden point.
Positivt: Vores 1. halvleg, hvor vi viser at vi er det bedste hold, og spiller en god gang fodbold.
Negativt: Overskygger desværre det positive – at vi smider det hele væk i 2. halvleg, og taber en meget vigtig kamp.
Slutresultat: 3-2 (1-2)
Målscorere: Troels 1 og Yassin 1.
Assists: Claus 1.
Kampens spiller: Vojo
I dagens anledning var Vojo blevet placeret på en uvant højre wingback, og han løste opgaven fremragende og høstede hele 12 stemmer.
Stemmer: Vojo 12 – Krølle 1 – Jeppe 1 – Troels 1.
FC Sydhavnen – BK Viktoria
Tredje nederlag på stribe.
Det var i sandhed en våd fornøjelse, da vi tog imod Viktoria. Regnen stod ned i stænger, og det var da også småt med fremmødte tilskuere.
Vi mødte et velspillende Viktoria-mandskab, som satte sig på kampen fra første fløjt. Det var nu også en del af vores gameplan, da vi gerne ville afgive lidt initiativ og i stedet true på omstillinger på Justin, Yassin og Vojo som vores tre forreste. Men selve udførslen kneb det med. Vi formåede ikke at stå så kompakt og aggressivt, som forventet. Det betød, at vi ikke vandt så mange bolde, som forventet, og dermed færre omstillinger. Og når vi endelig vandt bolden, og kom afsted – ja, så manglede der skarphed i både løb og pasninger.
Summa summarum, så fik vi lov til at løbe rigtig mange meter uden bold, og vi tillod Viktoria for god plads til at spille på, hvilket de forvaltede godt. Ved stillingen var pausen 0-1, men tidligt i 2. halvleg scorer Viktoria både 0-2 og 0-3 i samme minut, og så var kampen lukket.
Vi får dog lavet et pænt trøstmål med 20 minutter igen, hvor Yassin går dybt og får en god bold. Yassin slår den på tværs til Anders, som sparker den sikkert ind, 1-3, flot mål!
Men spænding fik vi dog aldrig, idet dommeren mente at han skulle kaste lidt lys over affæren med nogle yderst spøjse og selviscenesættende kendelser, nu da solen ikke ville kigge frem. Desværre formår vi ikke at lukke det ude, hvilket medfører at Claus får gult kort og dernæst rødt, hvorefter undertegnede bliver bortvist. Selvom han opfører sig højst besynderligt, og inviterer til det, så skal vi (inklusive mig selv) blive bedre til at lukke det ude fremover.
Positivt: Vores mål til 1-3, samt at vi ikke falder sammen, da vi bliver 10 mand i det sidste kvarter.
Negativt: At vi ikke lykkes med vores gameplan. Det skaber dårlige forudsætninger for os selv, og gode forudsætninger for Viktoria. I forlængelse af det, så bliver vi simpelthen nødt til at udvikle og forbedre vores taktiske forståelse, så ALLE spillere formår at positionere sig og organisere sig rigtigt.
Slutresultat: 1-3 (0-1)
Målscorere: Anders 1.
Assists: Yassin 1.
Kampens spiller(e): Anders og Jeppe
Anders leverede et godt indhop med flere gode aktioner, og ikke mindst et godt mål efter et godt løb ind i feltet.
Qua mange afbud, så måtte Jeppe ned og vikariere i midterforsvaret, og som altid så leverede Jeppe en 100 %’s krigerindsats.
Stemmer: Anders 6 – Jeppe 6 – Yassin 2 – Søren 2
FC Sydhavnen – BK Pioneren
Uafgjort i underholdende opgør.
Med tre sejre på stribe, så var det yderst tiltrængt med point på kontoen. Med til hele historien lyder naturligvis et væld af skader og afbud, som ikke skal være en undskyldning for de dårlige resultater – snarere en forklaring. Claus karantæne betød, at vi skulle kigge os om efter en erstatning og for at understrege, hvor hårdt ramt vi generelt har været, så måtte vi indkalde 49-årige Mikael A. til pladsen mellem stængerne. Derudover var vi fortsat hårdt ramt af skader og afbud ude i marken, men som vi også havde fokus på i oplægget til kampen, så måtte vi fokusere på de spillere som vi havde til rådighed og IKKE dem, som ikke var til rådighed.
Vi får dog den værst tænkelige start, da vi er bagud 0-1 efter blot 40 sekunders spil. PUHA!
Men jeg må rose drengene for, at ryste chokket af sig og spille sig hurtigt tilbage i kampen. Vi mødte et meget uorganiseret Pioneren-mandskab, som tillod os meget plads offensivt og det fik vi heldigvis hurtigt omsat til mål.
Der er blot spillet 10 minutter, da Ødum læser situationen perfekt, stjæler bolden, og starter en giftig omstilling ved at spille Jeppe fri. Jeppe får sat en dårlig førsteberøring på, som gør at han ikke selv kan score, men efter lidt kludder, så får han spillet den videre til Ødum, som får scoret et af sine sjældne mål, 1-1.
Kort efter kommer vi foran 2-1, da Metz med en lækker førsteberøring snyder et par mand, spiller den dybt til Yassin, som slår den på tværs til Jeppe, der kan score i et tomt mål, 2-1. Godt udført af alle tre mand.
I resten af 1. halvleg har vi rigtig gode muligheder for at udbygge føringen, men der mangler desværre skarphed i vores indløb i feltet, og i de sidste pasninger, hvilket betød at vi ’kun’ førte 2-1 ved pausen.
I starten af 2. halvleg er vi i fin kontrol og dominerer, men efter en god times spil begynder vi kollektivt at se lidt trætte ud, hvilket gør at Pioneren vinder overtaget i kampen. Og det frustrerer mig, at vi ikke er bedre til at tage trykket af presset ved at holde lidt i bolden. Ved Pioneren’s 2-2 mål taber vi bolden centralt på midten af banen, fordi vi prøver at laver kanal/tunnel/lomme i en situation, hvor vi bare skal fastholde kuglen. Pioneren erobrer, ryger i omstilling og får et hjørnespark, som de ender med at score på, 2-2.
Nu kom Pioneren for alvor blæsende, alt imens vi så rigtig trætte ud, og med 8 minutter igen får Pioneren tildelt et halvtyndt straffespark, hvorefter Jeppe får gult for brok. Pioneren sparker den sikker i kassen, 2-3, og én mand i undertal.
Men her må jeg rose drengene – Vi er i undertal, vi er lige kommet bagud, vi er trætte, vi har tabt de 3 seneste kampe, men alligevel rejser vi os. Vi satser hele butikken og presser på med 10 mand, og med tre minutter igen ryger Metz til baglinien, og spiller den skråt baglæns til Michael, som tordner den i nettet, 3-3.
Positivt: At vi i 1. halvleg spiller en god gang fodbold, og er det bedste hold. At vi får skabt og scorer mål, som vi har kæmpet med i de foregående kamp. Og ikke mindst, at drengene udviser kolossal moral i de sidste 8 minutter og kæmper sig til et meget vigtigt point i bundstriden.
Negativt: At vi varmer dårligt op og ikke er klar, da dommeren fløjter, hvilket er medvirkende til at vi er bagud efter 40 sekunder, og at vi ikke formår at lukke kampen, mens kræfterne rækker.
Slutresultat: 3-3 (2-1)
Målscorere: Ødum 1, Jeppe 1 og Michael 1.
Assists: Jeppe 1, Yassin 1 og Metz 1.
Kampens spiller: Floor
Mængden af skader og afbud gjorde at gode gamle Floor var indkaldt til kamp. Og hvor var det skønt at se kæmpen tilbage. Stærk én mod én i alle sine dueller og slipper rigtig stærkt fra kampen, selvom han langtfra er i topform. Floor måtte desværre udgå med en skade, men forhåbentlig er han snart tilbage igen.
Stemmer: Floor 5 – Benjamin 4 – Metz 2 – Yassin 2 – Ødum 2.
Sønderbro Fight – FC Sydhavnen
Yes – sæsonens første sejr!!!!
Lørdag eftermiddag gæstede vi Sønderbro på Kløvermarken. Det blæser altid meget på Kløveren, men i lørdags var det særlig ekstremt. Det betød at vi havde fordel af en solid medvind hele 1. halvleg.
Vi fik hurtigt sat os på kampen, og vi havde utrolig nemt ved at blive farlige i kampens første halve time. Kampen var også blot 10 minutter gammel, da vi kunne bringe os i front. Ødum tager et perfekt løb ned langs højrekanten, og slår en god bold ind i feltet til Vojo, som helkikser, men bolden ryger videre til Yassin, som sikker sparker den i kassen, 0-1.
Bare 5-10 minutter senere kan vi igen juble. Michael spiller en perfekt bold dybt til Silva, som slår en perfekt bold ind i feltet med venstre-poten. Anders har lavet et perfekt løb ind i feltet, og sparker den sikkert ind til 0-2, smukt mål!!
Herefter skal vi bare lukke kampen i 1. halvleg. Vojo har chancen, Ødum har chancen, Jeppe har flere chancer, men vi får ikke punkteret kampen.
I stedet må vi ud og kæmpe mod Sønderbro og modvinden i 2. halvleg, og vi får den værst tænkelige start, da de banker bolden i nettet blot to minutter inde i 2. halvleg.
Herfra kommer det mentale også til at spille en vis rolle. Det er tydeligt, at flere spillere nu begynder at tvivle på sig selv og om hvorvidt vi kan holde den hjem. Vi bliver bange for at spille bold langs jorden, bevægelserne og mulighederne mangler, og vi ender med at sparke langt op i vinden, og inviterer til at blive presset ned.
Men ud af det blå kommer vi på 1-3, da Yassin udnytter en forsvarsfejl og sikkert sparker den ind til 1-3. 2 chancer = 2 kasser, stærkt Yassin!!
Men glæden varer kort. Defensivt har Ødum og Troels tæmmet Thøgersen perfekt i 1. halvleg, men så snart vi tillader ham lidt plads bliver det farligt, og det sker bare et par minutter vores 1-3 mål. Afstanden mellem Silva og Benja er for stor og Thøger udnytter det til at cykle igennem, og spille bolden ind foran kassen, hvor Sønderbro kommer først på, 2-3.
Herfra viser Jeppe stor styrke på midten, hvor han går ned og tager godt fat i bolden, og på den måde får taget trykket af Sønderbro’s pres. Sønderbro-spillerne kan ikke komme ind og få bolden fra Jeppe og laver en masse frispark, og til sidst koster det også et gult kort, som gør at vi er i langt bedre kontrol.
Overtallet udnytter vi til at komme på 2-4, da Sønderbro laver en ny fejl nede bagved. Michael opsnapper bolden, og sparker den sikkert ind.
Nu burde den være hjemme – men men. Med et par minutter igen taber vi vores mand på en dødbold, samtidig med at Claus går fejl af bolden, der bliver taget i vinden, 3-4. Men fremfor alt skidt opdækning i feltet.
De sidste par minuter er ren overlevelse, men heldigvis har vi marginalerne, og hiver sejren og de 3 point med til Valby – lækkert! 
Positivt: At vi vinder – det var sgu tiltrængt, men også fortjent. Offensivt har vi nemt ved at blive farlige og scorer hele 4 mål.
Negativt: I 2. halvleg bliver vi ’bange’ for at spille, og inviterer til at komme under pres. Vi SKAL tro på os selv – selv i pressede situationer. Og så skal vi blive klogere, når vi fører med 1-2 mål i kampens slutfase, og bare holde fast i kuglen fremfor at søge flere mål. Men fuck det – nu nyder vi sejren, og går efter en ny på lørdag mod Stefan.
Slutresultat: 3-4 (0-2)
Målscorere: Yassin 2, Anders 1 og Michael 1.
Assists: Vojo 1 og Silva 1.
Kampens spiller: Jeppe
Ingen tvivl – Jeppe var outstanding på den centrale midtbane, hvor han kæmpede røven ud af bukserne til stor frustration for Sønderbro-spillerne, og så lykkedes han med at skabe ro, da der var pres på. Klasse!!!!
Stemmer: Jeppe 11 – Ødum 4 – Claus 1 – Michael 1.